Pressemeddelelse:

 

Irakere i Danmark demonstrerer mod terror

 

Vi, de herboende irakere, arrangerer en fredelig demonstration mod den terror der rammer i Irak, London og resten af verden. Demonstrationen afholdes fredag den 22. juli 2005 fra kl 15-17, Rådhuspladsen, København.

 

Eksemplerne på meningsløs terror er mange og grusomme. Den 7 juli blev 56 dræbt af selvmordsbomber i tre undergrundstog og en bus i London. Den 13 juli blev 36 børn dræbt af en bilbombe i Baghdad. Den 16. juli blev næsten 100 irakere dræbt og 156 irakere alvorligt sårede under en selvmordsbombe i Baghdad.

 

”Terror har ikke noget med islam at gøre. Bomberne rammer både muslimer og ikke-muslimer. Bomberne er meningsløse. Derfor opfordrer vi alle til at møde op for at vise respekt for de irakiske børn, der forsøgte at skabe sig et liv i et vaklende land og måtte bøde med livet i stedet for at skabe det. Og for de mange andre uskyldige ofre for terroren i Irak og i London,” siger Nahda Jassem, repræsentant for det irakiske netværk i Danmark.

 

Det irakiske netværk opfordrer alle irakere, deres venner samt politikerne i Danmark til at samles fredag den 22. juli 2005 og vise sympati og afstand fra terror.

 

”Alt hvad der rammer menneskers sikkerhed og rettigheder er fuldstændig uacceptabelt. Hvis vi viser frygt, giver vi terroristerne det de vil have, så får de magt. Vi skal stå sammen, stå imod og vise at vi ikke frygter dem,” siger  Nahda Jassem.

 

Det irakiske netværk ønsker samtidig at irakerne her i Danmark vil gøre alt for at bekæmpe terroren, ved at stå sammen, og hvis muligt give oplysninger videre til myndighederne, der kan stoppe terroristerne.

 

Der vil under demonstrationen blive tændt lys for at mindes ofrene for terror i Irak, i London og i resten af verden. Der vil være udtalelser fra danske og irakiske politikere, det irakiske netværk samt andre irakiske organisationer her i Danmark.

  

Udkast til program:

 

15:45: Stearinlys tændes for at mindes terrorens ofre i både Irak og England

og resten af verden.

 

16:00: Tale ved rep. fra det irakiske netværk i Danmark, Hiwa Babakhan

 

16:10: Tale ved Troels Lund Poulsen, Venstre

 

16:20: Tale ved rep. fra Socialdemokratiet

 

16:30: Sang ved Nazê Newroz

 

16:40: Tale ved repræsentanter af det irakiske partier:

·         Aldawa parti

·         Irakiske kommunistparti

·         Irakiske National kongres

·         PUK

 

16:55: Irakisk Menneskerettighedsforening i Danmark afrunder

 

Arrangørerne forventer at ca. 200 vil deltage.

 

Arrangørerne er:

Det irakiske netværk i Danmark og irakisk Menneskerettighedsforening i Danmark