Frustrationen lyser ud af øjnene på de otte irakiske asylansøgere. De stirrer alle sammen på Dagbladet Arbejderens udsendte, i håb om at han vil skrive samtlige deres personlige historier ned og viderebringe dem til hele den danske befolkning.

De er en broget flok - nogle har fået endeligt afslag på asyl, andre venter fortsat på svar. Imellem tre og fem år har de levet i uvished, uden nogen mulighed for at komme videre med deres liv. Nogle er på sat på Haarders madkasseordning, andre får en smule lommepenge.

Og i sidste uge kom Haarders seneste påfund: Irakere, der nægter at rejse hjem, får som straf frataget deres overlevelses-madpakke. I stedet bliver de placeret på Avnstrup Asylcenter. Her får de serveret tre faste måltider om dagen.

-Er vi ikke til stede når maden serveres klokken ni, tolv og sytten, er det bare ærgerligt. Så får vi ingen mad. Vi har forsøgt at spørge personalet, om det ikke er det mest humane at kunne spise når du er sulten. De giver os ret, men kan ikke gøre noget. Vi må ikke forlade Røde Kors centeret, fortæller en af initiativtagerne, Salman S. Sadah.

Det blev dråben. De irakiske asylansøgere besluttede sig for at organisere sig, for bedre at nå ud til den danske befolkning og de danske politikere. Det er første gang, at en større gruppe asylansøgere forsøger at organisere sig.



Hvad skal der ske med os?

- Vi kræver at få at vide, hvad der skal ske med os! Hvad vil regeringen gøre med vores liv? Skal vi leve på denne måde i uendelig tid. Vores dag går med at sove og spise. Vi bliver behandlet som dyr.

Dhia Kalaf Shaya har taget ordet.

Han peger rundt i lokalet. Der sidder en læge, dér en ingeniør...

- Vi har allesammen en uddannelse. Danmark mangler læger. Vi vil allesammen gerne arbejde og betale skat, men vi må ikke få lov. Vi tænker bare på vores fremtid. Selvom vi er asylansøgere, er vi også mennesker der kræver ret til arbejde, lære sprog og uddanne os. Hvis ikke vi holder vores færdigheder ved lige, forsvinder de. Sker det kan vi ikke engang få arbejde, når vi vender tilbage til Irak.

- Vi lider hver dag. Uden penge kan vi ikke ringe hjem til vores familie for at høre om de har det godt. Vi kan ikke rejse rundt og besøge andre. Vi lever som en slags spøgelser, fortæller Dhia Kalaf Shaya.

På bare én uge har den lille flok samlet i alt 81 underskrifter på irakiske asylansøgere, der erklærer sig villige til at lade dem tale deres sag. Og så er underskrifterne endda kun indsamlet på sjællandske asylcentre - for øjeblikket arbejder gruppen på højtryk på også at give irakiske asylansøgere i jylland og fyn mulighed for at skrive under. Men det er svært, for de har ingen penge at komme rundt for.



Nægter at skrive under

Sirwan viser den "Erklæring om frivillig tilbagevenden", som alle asylansøgere skal underskrive. Dét irakerne skal skrive under på er, at de "frivilligt og uden modstand" vender tilbage til deres oprindelsesland og at de"forstår at forholdene i Irak muligvis ikke er sikre endnu, men stadig ønsker at vende frivilligt tilbage til Irak."

Han har også fået et brev, der klart opridser konsekvenserne af ikke at skrive under.

- Regeringen truer os med fængsel, hvis ikke vi vender tilbage. De kalder det en frivillig aftale, men det er tvang.

Alligevel har kun et fåtal af de irakiske asylansøgere har skrevet under på at de frivilligt vil vende tilbage til Irak, hvis de får afslag på asyl i Danmark. Selvom de ikke har nogen penge, lykkedes det dem alligevel ind imellem at komme i kontakt med familie og venner i Irak. Og det er ikke rosenrøde historier de har at fortælle. Men derimod øjenvidneberetninger fra et land i opløsning, hvor det til tider er farligt overhovedet at bevæge sig udenfor en dør.



Alle har en historie

Den unge Hamid Hadi sidder lidt stille i baggrunden af selskabet. Pludselig spørger han, om han må fortælle historien om sin søster.

- Vi kom begge hertil samtidig for tre år siden. Hun boede sammen med sin mand og to børn i en et-værelses lejlighed. Efter et års tid fødte hun endnu et barn. Det er mange mennesker på lidt plads, og de begyndte at skændtes. En dag kunne min søster ikke klare mere, og hun besluttede at rejse tilbage til Irak.

- Jeg har netop hørt fra hende efter hun tog til Irak. Familien har ingen penge. Hendes yngste barn kan hverken tale arabisk eller dansk. Hun fortalte at hun har de samme problemer som i Danmark, så hun rådede mig til at blive og forsøge at skabe mig en ny fremtid her, når Hamid Hadi at fortælle, inden han begiver sig tilbage til Sandholmlejren. Her bor han til daglig. Og han skal være tilbage klokken 18, når aftensmaden bliver serveret - ellers må han sulte.

For øjeblikket deltager han på journalistkursus på Røde Kors centeret på Christianshavn midt i København. Han bliver sendt af sted med et alle-zoners klippekort og en lille madpakke.

Når kurset slutter inden længe, er det tilbage i den daglige trummerum.

- Så spiser jeg, hører musik, sover og venter til i morgen..., fortæller Hamid Hadi.

Han har kun været i Danmark i tre år, og fortæller alligevel historien på et fint og forståeligt dansk.

Alle har de en historie at fortælle. Nu vil de ikke tie længere: De vil fortælle om deres hverdag og kræver et værdigt liv, selvom de nægter at "samarbejde" med de danske myndigheder og rejse tilbage til deres besatte, kaotiske land.

For øjeblikket er i alt 601 personer sat på madkasseordningen. Heraf er 55 under 18 år og 290 er irakere.